Vandkvalitet

Vandkvalitet

Vi stiller krav til drikkevandet

Vand er det vigtigste grundstof, vi har, og grundlaget for alt liv. For at sikre forbrugerne drikkevand af god kvalitet føres løbende kontrol med kvaliteten af såvel grundvandet som af drikkevandet. Den offentlige kvalitetskontrol planlægges og udføres efter retningslinjer fra Miljøstyrelsen.

Der udføres seks kontroltyper: Boringskontrol, normal kontrol, udvidet kontrol, begrænset kontrol, kontrol med uorganiske sporstoffer og kontrol med organiske mikroforureninger.

De meget skrappe krav til drikkevand betyder, at selv meget små mængder af miljøfremmede stoffer kan betyde lukning af boringer. De lovgivningsmæssige grænseværdier til indhold af en række miljøfremmede stoffer er fastsat ud fra en filosofi om, at man ikke ønsker disse stoffer i vandet, uanset hvor lav en værdi man kan måle. Der er  ofte en betydelig forskel mellem en sundhedsskadelig værdi og den grænseværdi, der er fastsat i loven, idet den lovmæssige værdi er betydeligt lavere.

Omfanget af kontrol afhænger af størrelsen på indvindingsanlægget. Jo større indvinding, desto mere kontrol.

Vi holder øje med vandkvaliteten!

Analyse og kvalitet?

Hvad analyseres der for, og hvordan er kvaliteten?

Ringsted Vand foretager hvert år mange kontroller af vandkvaliteten. Kontrollen sker flere steder på vandets vej fra indvinding til forbruger.

I indvindingsboringerne kontrolleres hvert år det ubehandlede grundvand.

På vandværket kontrolleres grundvandet hver måned mikrobiologisk.

På vandværket kontrolleres drikkevandet ca. 3 gange årligt for en lang række kemiske stoffer og parametre.

På udvalgte steder på ledningsnettet bliver drikkevandet kontrolleret ca. 11 gange årligt.

Der undersøges for såvel de stoffer, der naturligt er i vandet og for miljøfremmede stoffer, der normalt ikke hører hjemme i vandet. De miljøfremmede stoffer kan f.eks. være chlorerede opløsningsmidler, pesticider og rester af benzin og olie.

I de tilfælde, hvor der bliver fundet miljøfremmede stoffer med et indhold tæt på grænseværdien, lukkes boringerne.

Hver enkelt af vandforsyningens boringer i Ringsted undersøges for 129 forskellige parametre, hvoraf pesticider alene udgør 42 parametre.

Indholdet af nitrat i indvindingsområdet ligger langt under de fastsatte grænseværdier.

MTBE, der er et tilsætningsstof til blyfri benzin, har de seneste år vist sig at kunne udgøre en trussel mod grundvandet. Derfor er alle vandværkets boringer blevet undersøgt for dette stof, og heldigvis er stoffet indtil nu ikke fundet i grundvandet. Ud over de kemiske analyser føres der også nøje kontrol med vandets bakteriologiske kvalitet.

Der måles kimtal (se målinger) og bakterier ca. 20 forskellige steder i forsyningsnettet.

Ringsted Vands analyseprogram er meget omfattende og ligger over, hvad der lovmæssigt er krav om.

Vandprøverne, der indgår i den offentlige kontrol, udtages og analyseres af et godkendt (akkrediteret) laboratorium. Kvalitetskontrollen viser, at det leverede drikkevand er af god kvalitet.