Gode råd vand

Her får du en række tip til, hvordan du kan nedsætte dit vandforbrug.

  • Aflæs din vandmåler med jævne mellemrum.
  • Vask aldrig op i rindende vand.
  • Kog kartofler og grønsager i en gryde med låg.
  • Tag brusebad i stedet for karbad.
  • Luk for vandet, mens du sæber dig ind under bruseren.
  • Installer en sparebruser.
  • Få et blandingsbatteri med termostat.
  • Reparer dryppende vandhaner.
  • Reparer utætte toiletcisterner.
  • Luk for vandet, mens du børster tænder.
  • Vand ikke græsplænen i haven.
  • Fyld vaskemaskinen op.
  • Spring forvasken over.

Drik frisk vand
Drikkevandets kvalitet kan være forringet om morgenen, fordi vandet har stået stille i installationerne hele natten. Brug derfor de første par minutters vand om morgenen til vask, toiletskyl eller andre formål. Når der kommer koldt vand ud af hanen, er vandet frisk og kan drikkes.

Det er en god ide at have en kande med vand stående i køleskabet. På den måde har du altid frisk og koldt vand, og du undgår vandspild, mens du venter på, at vandet bliver koldt.

Utætte rør
Hvis et rør bliver utæt, er det vigtigt at kunne lukke for vandet hurtigt. Sørg for at vedligeholde din hovedhane før vandmåleren og jævnligt tjekke, om hanen lukker tæt. Det gør du ved at lukke hovedhanen og tjekke, at vandmåleren står stille. Hvis der er problemer med din vandinstallation, skal du kontakte en vvs-installatør. 

Misfarvet vand
Ved brud på vandledninger og andre driftsforstyrrelser kan der i korte perioder komme misfarvet vand ud af vandhanen.  Det skyldes, at der er kommet jern og mangan i vandledningsnettet. Jern og mangan er ikke sundhedsfarligt, men vi anbefaler, at du ikke drikker vandet, før det er klart igen.

For højt indhold af jern i vandet kan under uheldige omstændigheder misfarve dit vasketøj. Er det sket, anbefaler Statens Husholdningsråd følgende:

Læg tøjet i vand, der er tilsat 1 dl citronsyre pr. 10 liter. Efter en halv time vrider du tøjet og vasker det i en varm sodaopløsning med 3 dl soda til 10 liter vand. Skyl til sidst tøjet grundigt.

Hold øje med vandmåleren<
Hold øje med din vandmåler, så du tidligt kan opdage utætheder og vandspild i boligens installationer og ledningsnet. Du bør aflæse og registrere dit vandforbrug mindst en gang om måneden, og du bør jævnligt kontrollere, at vandmåleren står stille, når du ikke bruger vand. 

  • En dryppende vandhane kan betyde et spild på 20-30 liter pr. døgn og 7-15 m³ pr. år.
  • En utæt cisterne kan betyde, at der hvert døgn løber 1 til 2 m³ vand eller mere direkte i kloakken. 

I takstbladet for forbrugsafgifter kan du se de aktuelle takster for vand og afledning af spildevand.

Ofte stillede spørgsmål

Ofte stillede spørgsmål

Hvorfor bliver mit vand rødbrunt?
Hvis det kolde vand bliver uklart, misfarvet eller rødbrunt, skyldes det normalt reparationsarbejder på ledningsnettet. Misfarvningen opstår, fordi aflejret jern og mangan fra ledningssystemet løsnes fra rørene under arbejdet. Misfarvningen er forbigående, og vandet er ikke sundhedsskadeligt. Lad alle vandhaner løbe, indtil vandet igen er klart. Det varer normalt et par minutter.

Hvad gør jeg, hvis mit vasketøj er blevet rustfarvet?
Hvis dit vasketøj er blevet rustfarvet, anbefaler Statens Husholdingsråd følgende:
Læg tøjet i vand, der er tilsat 1 dl citronsyre pr. 10 liter. Efter en halv time vrider du tøjet og vasker det i en varm sodaopløsning med 3 dl soda til 10 liter vand. Skyl til sidst tøjet grundigt.

Hvorfor er mit vand hvidt?
Hvis vandet er hvidt, skyldes det normalt luft i vandet. Prøv at fylde et glas med det hvide vand. Hvis der er luft i vandet, vil vandet blive klart nedefra og op, mens luften bruser af. Luft i vandet er et forbigående fænomen og ganske uskadeligt. Det kan opstå i forbindelse med reparationsarbejder på ledningssystemet. 

Hvorfor lugter mit vand af rådne æg?
Lugter det varme vand af rådne æg, er det tegn på svovlbrinte i vandet. Lugten opstår oftest, fordi varmtvandsanlægget ikke er vedligeholdt.