En masse arbejdeshjelme i en masse farver hænger på en væg

Informationsbrev nr. 3, april 2023

Der var en spildevandsbrønd, som vi ikke skulle have berørt, men som viste sig at være i konflikt med den gravekasse entreprenøren benytter, for at beskytte folkene i udgravningen. Det var ikke mange cm, men nok til at entreprenøren ikke kunne få gravekassen på plads. Den eneste løsning var at skille brønden og tage den op for senere at genplacere den igen.

Arbejdet i Dagmarsgade

Som nævnt var det ikke planen at berøre spildevandssystemet i Dagmarsgade, men når vi nu er i gang, så besluttede jeg at vi skulle rydde op i nogle uhensigtsmæssige forhold. Det indebærer at vi fjerner en overflødig gammel muret brønd og ændrer på placeringen af den brønd vi tog op. Den bliver ikke genplaceret på samme sted.

På den måde for vi rettet nogle ledninger ud, så de ikke løber siksak, vi får et bedre flow og systemet forenkles og bliver mere gennemskueligt for de næste generationer. I bæredygtighedens navn har vi brugt noget ekstra tid på at frigrave og optage betonbrønden, som vi så kan genbruge i stedet for at kassere den og sætte en ny – det er vi godt tilfredse med.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at entreprenøren er noget udfordret i krydset. Det at vi nu også skal arbejde med spildevandssystemet, bevirker at vi har udfordringer med både vandledninger, fjernvarmerør og bløde ledninger (el, antenne mv.).

Vi har stadig en forhåbning om at vi kan åbne for trafikken i Dagmarsgade, med udgangen af april. Alle gør hvad de kan, for at løse problemerne så hurtigt og godt, som muligt.

Der er etableret 2 affaldsøer og det ser ud til at I alle har fundet ud af at få det til at fungere.

Gadebelysning

Kommunen og entreprenøren har overvejet hvad der skal ske, når de eksisterende gadelamper fjernes og frem til, at den nye belysning kommer på plads. I samarbejde med firmaet Verdo, som varetager belysningen i Ringsted, er de nået frem til at hænge nogle lyskæder op punktvis på nogle af husene, sådan at fortovene ikke henligger i totalt mørke om natten. Heldigvis går vi den lyse tid i møde, men julebelysning om sommeren – det er alligevel noget nyt 😊

Arbejdet på Sct. Knudsgade

Nu da asfalten på et stort område i Sct. Knudsgade er fjernet, har vi kunnet besigtige det lag der var under asfalten. Det viser sig at være en blanding af grus, samt store og små sten (makedam), som umiddelbart ser ud tal at være et udmærket produkt, selv om det er 100+ år gammelt. Planen var at dette lag skulle bortskaffes og at den nye underbygning for vejen skulle bestå af genbrugsslagge. Vi har besluttet at lave et prøvefelt med det gamle materiale, for at se om vi kan bruge det i stedet for slagge. Hvis det viser sig at være godt, hvad jeg personligt tror på, så kan det næsten ikke blive mere bæredygtigt. Økonomisk vil det selvfølgelig også være en fordel.

I den kommende tid vil entreprenøren stadig bakse med kloakken i Dagmarsgade, men jeg håber at de med udgangen af næste uge er begyndt på kloakken op ad Sct. Knudsgade.

Så skal der reetableres i Dagmarsgade med opfyldning, etablering af fortov, cykelsti, kantsten, bede og til sidst asfalt, inden vi kan åbne helt op for trafikken igen.

Projekt-reference
Sct. Knudsgade