Åbent borgermøde Sjællandsgade og stationsområdet

Ringsted Kommune og Ringsted Forsyning er gået sammen om at klimatilpasse Sjællandsgade, Fynsgade og stationsområdet. Samtidig skal området separatkloakeres i henhold til Tillæg 20 til Ringsted Kommunes Spildevandsplan fra 2005. Der er desuden flere vand -og fjernvarmeledninger i området, der skal renoveres og udskiftes. Projektet omfatter ikke arbejde ved togskinner eller perronerne og påvirker ikke togdriften. 

Du inviteres til åbent borgermøde

I foråret 2024 sætter vi skovlen i jorden. Vi påbegynder projektet med at fremtidssikre og klimatilpasse stationsområdet, Sjællandsgade og Fynsgade samt dele af Vestervej og Jernbanevej. Projektet forventes afsluttet ultimo år 2026. 

Vi inviterer alle interesserede borgere, politikere, erhvervsliv, pendlere med flere til åbent borgermøde onsdag d. 7. februar 2024 kl. 15 - 19. 

Hvorfor skal området klimatilpasses og ledningerne renoveres?

Oplandet til Ringsted Station er fælleskloakeret sammen med den ældre del af byen. Ringsted Å er recipient for vandafledningen i Ringsted. Derudover har de grønne områder langs åen rekreativ værdi som bynær natur for byens borgere.

Som følge af klimaforandringerne vil Ringsted for fremtiden skulle håndtere større regnmængder, der i værste fald vil føre til oversvømmede gader, pladser og kældre. I tæt bebyggede områder som Ringsted midtby, er det vigtigt at lede regnvandet væk fra bygninger og veje. Særligt er stationsområdet, med sin lavtliggende placering og de tilstødende gader, i høj risiko for oversvømmelse ved skybrud.

Derfor er Ringsted Kommune gået i tæt samarbejde med Ringsted Forsyning for sammen at udarbejde robuste og innovative løsninger, der sikrer området mod skader forårsaget af skybrud op  til en 100-årshændelse.

Borgermøde: Hvor og hvornår?

Ringsted Forsyning og Ringsted Kommune vil være at finde udenfor stationsbygningen ved Ringsted Station. Her står vi klar med etapeplaner, illustrationer, oversigter, tidsplaner og meget mere. 

Der vil være gratis kaffe og croissanter til de fremmødte. 

Hvor: Foran Ringsted Stationsbygning, vi står ved de grønne pavillioner.
Hvornår: onsdag d. 7. februar 2024 i tidsrummet kl. 15 - 19
For hvem: Alle interesserede

Projekt-reference
Stationsområdet