Afkøling
Har du styr på temperaturen af din fjernvarme? Bliv klogere her
Frem -og returtemperatur
Når fjernvarmevandet pumpes fra varmeværket og direkte hen til dit hjem, er det ca. 60-70°C. Det skal være meget varmt, fordi det både skal give varme til dit hjem og til varmt vand i hanerne. Når fjernvarmen har gjort sit arbejde, bliver det ført tilbage til varmeværket. Den temperatur vandet har på vej tilbage kaldes returtemperatur.
Returtemperaturen skal helst være under 40°C. Så er varmen nemlig blevet udnyttet godt. En lav returtemperatur har bl.a. positiv betydning for varmeværkets energiproduktion og dermed varmeregningen.
Hvad hvis min returtemperatur er høj?
Hvis returtemperaturen er over 50° er der en eller flere fejl på fjernvarmeinstallationen som skal udbedres hurtigst muligt. Husk på at fjernvarmesystemet er noget vi er fælles om, så en fejl på dit anlæg kan også påvirke din nabo, både driftsmæssigt og økonomisk.
Returtemperaturen kan aflæses på din fjernvarmemåler som temperaturen ”T2”. Du skifter mellem de forskellige målinger ved at trykke på pilen til højre.
Fire gode varmevaner
Hvad kan jeg selv gøre, hvis jeg har for høj returtemperatur?
1. Opvarm effektivt.
Sørg for at alle termostater er tændt og indstillet ens. Hold døre lukkede, hvis du har rum som du gerne vil holde kølige.
2. Dæk ikke radiatoren til. Heller ikke af gardiner eller møbler.
3. Tjek det varme vand i hanen. Det bør have en temperatur på ca. 50 grader celcius.
4. Mærk på dine radiatorer. De skal være varme i toppen og kolde i bunden, når de er tændte.