Merværdier

Merværdier - Hvad er det?

Merværdi er en fælles betegnelse for de kvaliteter, der tilgodeser mennesker, miljø, klima, flora og fauna, når vi blandt andet laver projekter i Ringsted.

Det kan være at man samtænker trafiksikkerhed og klimatilpasning, samt hvordan mere vand og natur i bybilledet kan gavne både psyke og fysik hos de beboere og passerende, som bor eller færdes i området.

Merværdien opnås f.eks. når et regnvandsbassin, der kun bliver brugt ved kraftige regnhændelser, kan bruges som lokal fodboldbane når det er tørvejr. Når et regnvandsbassin kan indrettes på en måde så det bliver et bedre levested for padder, insekter og fugle. Når et fladbundet trug i vejkanten kan bruges som element i en indsats på at nedsætte farten på vejen eller når indretningen af regnvandsrender og lignende kan medvirke til at forny byens rum. Opgaven er at søge de løsninger der afhjælper problemerne med regnvandet og samtidig skaber værdier der er velkomne og relevante i det område hvor de bliver etableret.

Merværdi kan også opnås ved at regnvandsløsninger bliver til læringsmuligheder. Når regnvandsløsningerne kan blive brugt til en fortælling og undervisning om f.eks. vandets kredsløb, vandløb, byens kloakker mv.

Merværdien kan nogle gange opnås alene ved indretningen af det ”teknisk anlæg”. Andre gange kan merværdien opnås ved at kommune og forsyning samtænker deres indsatser for håndtering af regnvand og udvikling af byen.